fra HundefoderNørden
I denne blogpost kan du læse et interview med Ann-Kristin Meyer, kvinden bag HundefoderNørden, og få viden om, hvorfor den rette ernæring er en afgørende faktor for både mental og fysisk livskvalitet - også for vores firbenede familiemedlemmer. Og så kan du måske blive klogere på, hvorfor det også er relevant for dig og din bedste ven at kontakte Ann-Kristin – uanset om I oplever udfordringer her og nu eller ej.
Det vi fodrer vores pelsbørn med har afgørende betydning for, hvor længe vi har sammen med dem og for deres livskvalitet imens.
Hos Maggie's Choice brænder vi for at hjælpe hundeforældre med at træffe de bedste og sundeste valg for deres hundebørn – så I kan leve et langt, sundt liv sammen.
Det gør vi blandt andet, fordi vi i dag ved, fra den humane forskning, hvor store konsekvenser det fx kan have at spise store mængder af meget forarbejdet mad.
Det er selvfølgelig ikke anderledes for vores firbenede familiemedlemmer. Ernæring er en afgørende faktor for både to- og firbenedes mentale og fysiske livskvalitet.
Men selv med de bedste intentioner, kan vi som hundeforældre, hurtigt komme til at fylde vores hundebørn med produkter, som svarer til, at vi gav vores børn fast food og slik hver eneste dag – også uden at vi måske er klar over det. Fordi mange produkter ikke er hvad, de lover. Og fordi rigtig meget foder, snacks og godbidder til hunde netop er top forarbejdede og fulde af kemi og unaturlige ingredienser.
Vi har skabt Maggie's Choice for at give dig et sted, hvor du kan føle dig helt tryg ved, at det du køber, aldrig er skadeligt for din hund hverken på kort eller lang sigt.
Og hvor du altid kan være sikker på at:
- alle produkter er fuldstændig fri for kemi og aldrig indeholder nogen former for konserveringsmidler, tilsætningsstoffer & fyldstoffer
- ingen produkter er forarbejdede på store fabrikker - og at alle godbidder og snacks udelukkende er tørrede ved lave temperaturer
Samtidig har Maggie's Choice et samarbejde med HundefoderNørden, som er ekspert i ernæring til hunde – fordi vi ønsker at tilbyde dig muligheden for altid at kunne søge eksperthjælp og -rådgivning, hvis du er i tvivl, om din bedste ven får dækket sine individuelle ernæringsbehov.
For ingen er ens – hverken mennesker eller hunde - vi har alle hver vores individuelle, komplicerede mave-tarmsystem og det har en afgørende betydning, hvordan vi behandler det.
Som kunde hos Maggie’s Choice, får du altid 10% på alle ydelser og køb hos HundefoderNørden.
Læs interviewet med Ann-Kristin, kvinden bag HundefoderNørden, herunder og få viden om, hvilken betydning både rigtig og forkert ernæring kan have - og find ud af, om det også kunne være relevant for dig og din bedste ven med et ”ernærings-tjek”.
God fornøjelse :-)
"Den dag i dag kan jeg fortsat blive forbavset over, hvilken kæmpestor effekt hundens foder har for dens sundhed og trivsel."
Ann-Kristin, hvorfor er det lige netop hunde-ernæring, der er blevet din store passion?
"Jeg blev interesseret i ernæring af hunde, da min dengang unge hund Pelle havde døjet med både dårlig mave og voldsomme hudproblemer i næsten halvandet år – lige fra han var hvalp. Vi brugte et hav af penge på dyrlægeregninger og skiftede fra det ene tørfoder til det andet – desværre uden effekt. Så hørte jeg om råfodring (BARF) og prøvede det af på Pelle. I starten var jeg endnu ikke så god til at sammensætte Pelles foderrationer, så de var behovsdækkende, men hans symptomer forsvandt nærmest fra den ene dag til den anden og siden da har Pelle stort set ikke haft problemer med dårlig mave eller huden (og han er altså 13 år i dag!).
Kort tid inden foderskiftet var jeg startet med at læse Husdyrvidenskab på Københavns Universitet, og pga. den gode effekt, som foderskiftet havde på Pelle, begyndte jeg at interessere mig mere for hundens anatomi og ernæringsfysiologi.
Jeg begyndte at rådgive venner om fodring af deres hunde og kunne også se positive effekter hos dem. Samtidigt med at jeg lærte mere om hundeernæring – både på universitetet, men i høj grad også igennem selvstudie i min fritid – blev jeg bedre til at sammensætte mine hundes foderrationer og kunne – ved hjælp af små ændringer i deres foderplaner – reagere på evt. sundhedsmæssige udfordringer eller andre behovsændringer hos mine hunde. Den dag i dag kan jeg fortsat blive forbavset over, hvilken kæmpe store effekt hundens foder har for dens sundhed og trivsel. Noget andet, jeg elsker ved hundeernæring er, at det har så stor betydning for mange andre discipliner indenfor hundeverdenen, herunder adfærd, træning, sport og avl."
"Helt overordnet kan fejlernæring føre til en for tidlig død, akut eller kronisk sygdom, adfærdsproblemer og generel mistrivsel."
Hvorfor er den rigtige ernæring så vigtig for vores firbenede familiemedlemmer?
"Hundens ernæring er altafgørende for dens sundhed og trivsel og kan betyde forskellen mellem liv og død. Det er efterhånden sket flere gange, at jeg sammen med hundeejeren har kunne redde en hund fra at skulle blive aflivet, ved at ændre dens foder. Og selvom det ikke altid handler om liv og død, så kan foderet være den afgørende faktor for, om en brugshund vinder en konkurrence, om en tæve føder et sundt kuld hvalpe, om en hvalp udvikler ledproblemer, om en hund bliver 10 eller 13 år gammel, om en hunds livskvalitet er nedsat pga. adfærdsproblemer, allergi eller smerter.
For de fleste af vores hunde handler den korrekte ernæring ikke nødvendigvis om at blive reddet fra en for tidlig død, men i meget høj grad om muligheden for at få et liv med en betydelig højere grad af trivsel."
Hvilke risici er der ved fejlernæring?
"Helt overordnet kan fejlernæring føre til en for tidlig død, akut eller kronisk sygdom, adfærdsproblemer og generel mistrivsel."
Hvis min hund umiddelbart er sund og rask – kan det så stadig være relevant for mig at kontakte HundefoderNørden?
"Ja, det er altid relevant at kontakte mig for at optimere hundens kost. Selvom hunden er sund og rask her og nu, kan det rette foder forebygge for tidlig aldring, aldersbetinget sygdom og andre sygdomme, som opstår langsomt over tid. En anden grund til at kontakte mig, selvom hunden ikke fejler noget umiddelbart, er, at vi hundeejere oftest først opdager, at vores hunde ikke trivedes optimalt, EFTER en kostændring. Jeg oplever tit, at hundeejere vender tilbage til mig et par måneder efter deres hunde har skriftet foder, for at fortælle mig, at de ud over forbedringen/afhjælpningen af det problem, som var årsagen til foderskiftet, også ser andre positive ændringer. Oftest er det adfærdsændringer, nemlig at hundene virker mere afbalancerede. Andre gange er det mindre lugt, bedre pelskvalitet eller noget så simpelt, som en hund, der nu ELSKER sit foder. Generelt ser man en øget livskvalitet hos de ellers sunde og raske hunde efter et foderskift. Og dét er der i hvert fald et godt argument for at få optimeret sin hunds kost, selvom den umiddelbart ikke fejler noget."
Kan du også hjælpe, hvis min hund allerede er syg og dyrlægen har givet en specifik diagnose?
"Ja, hvis hunden har en specifik diagnose, f.eks. lever-, nyre- eller urinvejssygdomme eller sygdomme i mave-tarm-kanalen, bugspytkirtlen eller bevægeapparatet, tager jeg altid hensyn til hundens særlige behov, når jeg udarbejder en foderplan eller rådgiver om fodervalg til denne hund."
Hvornår kan det ellers være relevant at kontakte dig?
"Det er altid relevant at kontakte mig, når hunden ikke trives optimalt. Dette kan være grundet sygdom, men også fordi hunden ikke trives med de opgaver, der bliver stillet til den. Et eksempel kan være, at hunden bruges til agilitykonkurrencer, men dens præstation er dalende og den stresser i konkurrencesituationerne. Et andet eksempel er en gammel hund, der lider af kognitiv tilbagegang eller problemer i bevægeapparatet. Det er også relevant at kontakte mig, hvis man selv vil sammensætte hundens foder (enten råt eller tilberedt) og være sikker på, at hunden er dækket ind med samtlige livsnødvendige næringsstoffer – dette er vigtigt for alle hunde, men særligt for hvalpe, avlstæver, kronisk syge og højtpræsterende hunde. Det giver også rigtig god mening at kontakte mig, hvis man som hundeejer er usikker på, om man nu også gør det bedste for sin hund indenfor de rammer, man har – om det nu gælder økonomi, tid, evt. fryseplads eller andre praktiske og/eller personlige udfordringer."
"Fodringsfejl i hvalpealderen vil kunne have betydning for hunden resten af livet... Fodring er mindst lige så vigtigt for hvalpen, som den rette socialisering og træning."
Er dine foderplaner altid individuelle og tilpassede til den enkelte hund?
"Ja, det er de. Jeg tilpasser hver enkel foderplan til hundens alder, vægt, huld, livsstadie og evt. særlige behov eller sygdomme."
Er det besværligt og tidskrævende med en individuel foderplan?
"Det kommer selvfølgelig an på den enkelte foderplan. Har man en hund, som er multiallergiker, kræsen og derudover lider af cystinuri, så kan fodringen af denne hund godt være både besværlig og tidskrævende. Men har man en sådan hund, er en individuel foderplan oftest også den eneste mulighed for at sikre en vis livskvalitet for hunden. De fleste af mine kunder synes dog, at det er ganske nemt og hurtigt selv at blande og/eller tilberede hundens foder, når man først har øvet sig i et par uger. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det var lige så nemt og hurtigt, som at åbne en sæk tørfoder. Men ”fast food” er nu altid nemmere og hurtigere end den hjemmelavede variant – om det nu gælder hundens foder eller vores egen mad."
Anbefaler du udelukkende råt mad / BARF?
"Nej, det kommer helt an på hundens individuelle behov. Nogle hunde trives meget bedre på tilberedt foder. Derudover tager jeg også altid hensyn til hundeejerens muligheder og værdier, hvilket kan resultere i, at jeg slet ikke anbefaler hjemmeblandet foder/en skræddersyet ernæringsplan, men industrielt fremstillet foder."
Er det dyrt at fodre efter dine anvisninger?
"Det kommer meget an på den enkelte foderplan, f.eks. brug af særlige kosttilskud og sammensætningen af foderet. Indeholder foderet hovedsageligt muskelkød eller også en vis andel kulhydrater, som vil være billigere end kød? Derudover vil foderomkostningerne afhænge af, hvor man køber ingredienserne til foderet henne, og om man f.eks. køber økologisk eller konventionelt."
Hvad er dit bedste råd, når man får en lille ny hvalp hjem?
"Hundens foder i hvalpeperioden er noget af det allervigtigste, da det er fundamentet for hvalpens udvikling. Fodringsfejl i hvalpealderen vil kunne have betydning for hunden resten af livet – nogle fejl kan rettes op på, andre ikke. Fodring er mindst ligeså vigtigt for hvalpen, som den rette socialisering og træning. Desværre er det dog noget, som de nybagte hvalpeejere typisk ikke har samme fokus på som på sidstnævnte. Sæt dig godt ind i fodringsemnet inden du får hvalpen hjem. Gør brug af de fagpersoner, der er, og vær kritisk overfor de fodringsanbefalinger, du får! Og sidst, men ikke mindst: Godbidder og snacks er også en del af hvalpens foder/ernæring! Vær derfor opmærksom på både mængde og kvalitet. Et overforbrug af godbidder – særligt (men ikke udelukkende) af dårlig kvalitet – kan hurtigt føre til en næringsstoffejlforsyning hos din hvalp."
Hvad er dit bedste råd til dem med seniorhund?
"Det er aldrig for sent at skifte din seniorhunds foder eller at justere foderplanen. Vær opmærksom på din seniorhunds skiftende behov og reager på dem. Mange seniorhunde får problemer med fordøjelsen, hvorfor et kvalitetsfoder med høj fordøjelighed er altafgørende for din gamle ven. Når hunden rammer senioralderen, vil hundeejeren typisk skulle bruge flest penge på hundens foder og tilskud, og det er derfor ikke tid til gå i gang med de store økonomiske forsøg på besparelser."
Og det sidste spørgsmål i denne omgang - er det nogensinde for sent at begynde på den rigtige kost?
"Nej! I hvert fald ikke, hvis hunden stadigvæk har lidt liv i sig :-)"
Lige nu sparer du HELE 15% på alle konsultationer og skræddersyede ernæringsplaner* hos HundefoderNørden med din personlige rabatkode:
MAGGIE15
* Gælder til og med 7. november 2023
/Maggies blog september 2023