Du er måske allerede stødt på "Bone Broth" på sociale medier eller måske har du hørt andre tale begejstret om produktet. Men hvad ER Bone Broth, og hvorfor er der sådan en hype omkring det?
I dette blogindlæg kan du blive klogere på, hvad Bone Broth egentlig er, og på hvorfor det kan være en rigtig god idé at give din bedste ven Bone Broth som et fast tilskud.
Skrevet af Ann-Kristin Meyer,
cand.scient. i Animal Science fra Københavns Universitet med speciale i hundeernæring,
Indehaver af HundeFoderNørden
Fond, bensuppe, bone broth – kært barn har mange navne. Fælles for disse betegnelser er, at de beskriver den væske, der er tilbage, når man har langtidskogt knogler fra forskellige dyr, f.eks. kylling, okse, lam eller kalkun i lidt vand, evt. sammen med nogle grøntsager. Væsken, som er tilbage, er dog langt mere end bare noget kogevand. Den er fyldt med næringsstoffer, som ved hjælp af langtidskogningen, er blevet frigjort fra knoglevævet. Sammen med næringsstofferne glukosamin og chondroitin, som er strukturelementer i bruskvæv, og dermed yderst vigtige for ledsundheden, er kollagen nok det vigtigste næringsstof, som efter flere timer – eller endda døgn – på komfuret, opkoncentreres i kogevandet.
Kollagen er et strukturprotein, som de fleste nok kender fra skønhedsprodukter til mennesker, da det giver elasticitet til både bindevævet og huden. Men kollagen har også en anden meget vigtig opgave. Det støtter både muskler, knogler, sener og led – lidt ligesom de bærende vægge i et hus. Er disse ikke stabile nok, styrter hele huset sammen. Kollagen er enormt vigtigt for at bevægeapparatet kan fungere, som det skal. Og netop dette er også grunden til at mange hundeejere har fået øjnene op for bone broth. Væsken er nemlig ideel som daglig tilskud til at forsyne hunden med en ekstra portion kollagen, glukosamin og chondroitin, som alle tre kan have en sundhedsfremmende effekt for hundens bevægeapparat.
Men kollagen kan mere end ”bare” at stabilisere bevægeapparatet og gøre bindevævet og huden elastiske. Kollagen er en vigtig medspiller, når det gælder hundens tarmsundhed! Kollagen er, som allerede nævnt, et protein, bestående af mange forskellige aminosyrer. Aminosyrer er proteinernes byggesten, og sekvensen af de forskellige aminosyrer, eller - sagt på en anden måde – aminosyreprofilen er unik for de enkelte slags proteiner. Proteinet kollagen består hovedsageligt af aminosyrerne glycin, prolin og hydroxyprolin, men indeholder også betydelige mængder af andre aminosyrer, herunder glutamin og arginin. Før jeg kan komme ind på, hvorfor de ovennævnte aminosyrer – og dermed kollagen – kan være sundhedsfremmende for hundens tarme, er det nødvendigt med lidt baggrundsviden.
Hunde lever i en farlig verden – her er der både bakterier, vira, giftstoffer og andet, som kan gøre hunden syg, hvis det trænger ind i hundens krop. For at dette ikke sker, er hunden beskyttet udenpå via hudbarrieren og indeni via tarmbarrieren. Huden og tarmene er nemlig de potentielle indgangssteder for udefrakommende fremmedpartikler og mikroorganismer. Ligesom huden kan få skader og blive gennemtrængelig for potentielt farlige stoffer/organismer, så kan tarmbarrieren også få ”huller” og bane en direkte vej for fremmedpartikler ind i hundens blodcirkulation. Tilstanden, når tarmbarrieren får huller, kaldes også for ”leaky gut”. ”Leaky gut” kan have mange forskellige konsekvenser, herunder immunreaktioner, såsom allergi og fodermiddeloverfølsomhed, betændelsestilstande i hele kroppen, mave-tarm-sygdomme, hudsygdomme, et svækket immunsystem og adfærdsændringer. Ja, listen er lang. Og den viser tydeligt, hvor vigtig en intakt tarmbarriere er.
Én af årsagerne til ”leaky gut” er en mangel på aminosyren glutamin, som er en af hovednæringsstofferne til at opretholde tarmbarrieren. Og glutamin er netop én af aminosyrerne i proteinet kollagen. At forsyne hunden med glutamin via kosten, f.eks. i form af bone broth, kan derfor reducere gennemtrængeligheden af tarmvæggen for uønskede fremmedpartikler og dermed forebygge de ovenfor nævnte sundhedsskadelige konsekvenser. Det er dog ikke kun glutamin, som kan have en positiv effekt på tarmsundheden. Et studie med mus, som led af colitis, en kronisk tarmbetændelse, viste, at aminosyrerne glycin og prolyl-hydroxyprolin givet som oral dosis, kan have en betændelseshæmmende effekt på tarmene. Begge aminosyrer er hovedbestanddele af kollagen.
Også aminosyren arginin, som ligeledes er bestanddel af kollagen, kan have en betændelseshæmmende effekt. Et videnskabeligt studie med mus, som led af astma, viste, at arginin, givet som oral dosis, havde en betændelseshæmmende effekt på luftvejene og mindskede symptomerne for astmasygdommen. Et andet studie med rotter tyder på, at arginin kan have en betændelseshæmmende effekt i overvægtige individer, som lider af overvægtsbetingede betændelsestilstande.
Bone broth har potentiale til at kunne så meget mere end – takket være dens gode smag – at camouflere diverse tilskudsprodukter og få småspisende hunde til at indtage tilstrækkelige mængder af foder. Derfor har bone broth sin berettigelse som fast tilskud til hundens foder.
Klik her for at se vores udvalg af Bone Broth til hund.
Kilder:
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/25884286/
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC6021736/
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4040816/
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/27749689/
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/31076401/
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5350494/
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4454082/
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4377861/
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4899898/
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5356289/
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC6891674/
©bonebroth.dog